![]() |
Skal jeg lære mit barn at drikke?
Mange forældre aftaler i dag en alkoholpolitik med deres barn.
Det kan for eksempel være, at de kun må drikke 2 øl til en fest, eller at de først må prøve at drikke, når de når en vis alder.
Det kan hjælpe dit barn at vide, hvad dine holdninger er og hvor dine grænser går.
Meget tyder på, at det er en dårlig ide at tænke, at ens barn skal prøve at være fuld første gang inden for hjemmets fire vægge.
Ved at servere alkohol for sit barn i hjemmet risikerer man at øge sandsynligheden for, at ens barn drikker endnu mere, når han eller hun er sammen med sine venner.
Unge fortæller ofte, at det er vigtigt for dem, hvornår deres forældre tager ting op med dem.
Det giver for eksempel ikke mening at snakke om hash og amfetamin, hvis dit barn kun er nået til at smage på sin første øl.
En undersøgelse påpeger den direkte sammenhæng mellem børns opfattelse af deres forældres holdninger til alkohol og så hvor meget alkohol børnene drikker:
37 % af de drenge i 9. klasse, der tror, at deres mor synes det er i orden, at de drikker alkohol, drikker meget og ofte. Mindst 3 gange på en måned drikker de 5 genstande eller mere. ("Unges erfaringer med rusmidler, 2003", Svend Sabroe, 2004) |