Efterskolen var min sidste chance

Alle mødte op henne ved parkeringspladsen. Alle stod jo derhenne og græd. De måtte ikke være der, men alle var lige glade. Min bedste veninde sagde: "Det bliver ikke det samme uden dig," fortæller Mulle på 16 år, som blev smidt ud af sin efterskole og nu tager 9. klasse i U-turns daggruppe.

"Vi var 130 elever og jeg var venner med næsten alle. Det var som en familie... det er fedt... man bliver lidt træt af de samme mennesker igen og igen. Men det vænner man sig hurtigt til.

Vi lavede mange fede ting. Vi var på minilejr i tre dage, hvor vi sejlede i kano, prøvede speedbåd og vandski og stod på surfboard. Folk var ude at bade hele tiden. Vi var også på skiferie.

Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg fik det sjove med."

Nu bliver de skuffede

Men så fandt personalet på efterskolen ud af at der var nogen på skolen, der havde røget hash. Forstanderinden sagde til alle pigerne, at de skulle komme ned i hallen.

Drengene skulle være i salen. Så skulle alle lukke øjnene og så skulle dem, der havde røget hash følge med forstanderinden ud.

Og så skulle tage nogle få vigtige ting og så tage hjem. Vores forældre kunne så komme hente vores andre ting efter en uge.

Jeg tænkte: "Fuck." Det var mere mine forældre, jeg tænkte på. "Nu bliver de skuffede." De mente jo at efterskolen var min sidste chance.

Dem der meldte sig selv kom op på lærerværelset og fik skæld ud. Forstanderinden sagde: "Nu er det jeres skyld, at vi ikke kan stole på de andre".

Hun tog en ad gangen op at snakke. Nogle af drengene skulle have taget urinprøve. Vi skulle bare have taget en spyttest.

Man ved godt, at der er rimelig mange kammerater, der ved, at man har røget. Det var jo halvdelen af skolen, der havde røget. Kun 7 indrømmede det.

Lærerne fik os også til at stikke hinanden. Jeg kom selv til at stikke to af mine veninder. Den ene blev smidt ud, mens den anden ikke blev smidt ud.

Rejs hjem med det samme og klar dig selv

Vi blev sendt hjem med det samme. Alle mødte op henne ved parkeringspladsen. Alle stod jo derhenne og græd. De måtte ikke være der, men alle var ligeglade.

Min bedste veninde sagde: "Det bliver ikke det samme uden dig."

Lærerne kørte os til stationen. Vi fik ingen penge til toget eller noget. Så vi måtte klare os selv. Jeg havde det helt vildt dårligt, da jeg sad i toget på vej hjem.

Det var heldigt, at konduktøren i toget var sød, for vi havde jo ingen billetter.

Mine forældre var meget skuffede. Vi snakkede ikke så meget om det. Det var bare ærgerligt.

Jeg lavede ikke noget i 2 måneder. Så gik jeg på kommunen for at finde et sted. Jeg kom på et skoletilbud for unge, der ikke kan være i andre skoler.

Jeg var der kun i 2 uger. Så blev jeg smidt ud. Efter en uge, så gad jeg ikke mere. Nu var skoleåret snart gået, så jeg ventede igen på, at de skulle finde noget nyt.

Jeg begyndte at ryge mere og mere hash og blev mere og mere ligeglad. Det tog så helt vildt lang tid.

Det var først, da jeg kom i U-turn, at jeg for alvor startede på noget igen.

Giv os en chance

Efterskolen var jo min sidste chance. Jeg ville måske have fortsat med at ryge hash, hvis jeg havde fået lov til at blive. Men ikke så meget.

Da jeg blev smidt ud, tænkte jeg, at det jo kunne være lige meget. Og jeg kunne ikke styre min hashrygning.

Det var en god skole. Men de havde godt nok mange firkantede regler. Nogle af dem var urimelige og nogle af dem var fine nok.

Det var en kristen efterskole med morgenforedrag med kristne budskaber... og skideballer fra morgenstunden.

Der var nogen, der var blevet smidt ud på grund af alkohol. De fik lov at følge undervisningen alligevel.

Jeg synes, det er åndssvagt, at der er så stor forskel på hash og alkohol. For vi, der havde indrømmet hashrygning fik jo ikke lov til at følge undervisningen.

De skulle give en chance mere. Jeg ville virkelig gerne blive deroppe. Jeg havde så gode venner.

Jeg fik bare herre nedtur. Jeg var bare syg en uge efter. Og fik lungebetændelse og alt muligt. Når man kommer hjem, så keder man sig virkelig. Man kigger på klokken.

Og så tænker man: "Nu spiser de aftensmad på efterskolen og nu er der aftensang." Man kender jo alle tidspunkterne. Og morgenmaden var klokken 10 minutter i ni.

Vejen til U-turn

Jeg fandt U-turn, fordi min sagsbehandler anbefalede det. "Du kan bare tage derind og snakke med dem inde i U-turn og se om det er noget", sagde hun.

Jeg er bare blevet forkælet. Det er hyggeligt. Første gang havde jeg kvalme og ville hjem. Måske var jeg bare nervøs.

Jeg kom ind i daggruppen efter ferien. Jeg snakkede med en i rådgivningen en gang. Og så snakkede jeg med hende, der blev min kontaktperson i daggruppen.

Hun sagde jeg kunne komme ind om torsdagen og se hvad det var. Nu går jeg endelig i skole igen.

Uddrag af Mulles stil om hendes efterskoleliv

Uddrag af en stil skrevet af 16-årige Mulle, der går i U-turns daggruppe og er ved at forberede sig til 9. klasse

Mit efterskoleliv

Jeg har selv gået på en efterskole og det har været det bedste i mit liv.

Der er morgensang og aftensang det er virkelig hyggeligt i de første 30 dage. Men mit ophold på efterskolen var ikke langt. Jeg blev smidt ud.

Men det var det bedste i mit liv. Du snakker med alle der og der er jo altid nogen man ikke helt kan lide.

Så lader man bare være med at snakke med dem. Hvis man er ryger så er det skide hyggeligt for man sidder udenfor sammen med de andre rygere og snakker frem og tilbage, fjoller osv.

Kan ikke sætte ord på, hvor godt jeg har haft det. Alle kunne bare snakke sammen om alt, eller næsten alt.

På efterskolen har de masser af aktiviteter vi tager på minilejr på tre dage, man kan sejle i kano stå på vandski ud og sejle.

Vi tager også på skitur. Det er bare det bedste, og det gør vi i en uge.

Man lærer virkelig andre at kende meget meget bedre, og når man tror at man kender andre, så finder man ud af at man slet ikke kender dem nok.

Folk viser lige pludselig nye sider af dem selv på en god og en dårlig måde.