Læring og pædagogik

 

Pædagogikken i evalueringssamfundet

Indhold

Register

Pædagogikken i evalueringssamfundet

Af Peter Østergaard Andersen

 

Brugen af evaluering og dokumentation er i markant fremvækst alle vegne og inden for alle tilværelsens områder. Ikke mindst på det pædagogiske område er mange nye evalueringsredskaber og vurderingsformer blevet taget i brug i de senere år. Kritik af denne tendens høres fra mange sider, men alligevel vinder evalueringsinitiativer fortsat frem, og det virker, som om evalueringsfænomenet i stigende grad accepteres og opleves som selvfølgeligt. Pædagogikken i evalueringssamfundet giver indsigt i, hvordan vurderinger, evalueringer og dokumentation kan forstås i et historisk og aktuelt perspektiv. Bogen beskriver, hvilke forandringer der sker med pædagogikken, når vurderinger bliver formaliseret som evaluering og dokumentation, og når kontrol og støtte til udvikling flyder sammen. Hvad betyder evaluering for pædagogikken, og hvad betyder pædagogik for evalueringerne? For at belyse dette er det nødvendigt at diskutere, hvorfor og hvordan alting i dag handler om livslang læring, og hvordan den lærende også skal lære at evaluere og dokumentere sig selv for at kunne klare sig i konkurrencen. Pædagogikken i evalueringssamfundet henvender sig til studerende, undervisere og forskere inden for de pædagogiske og samfundsvidenskabelige områder samt andre, der er optaget af pædagogikkens rolle i det moderne samfund.

Æstetik og læring

Indhold

Æstetik og læring : Grundbog om æstetiske læreprocesser

Af Bennyé D. Austring og Merete Sørensen

 

I den pædagogiske debat støder man i dag stadig oftere på udtryk som den æstetiske dimension, æstetiske læreprocesser og æstetisk praksis. Det æstetiske et noget diffust begreb, der spænder over alt, hvad der er sanseligt, harmonisk, smukt, kunstnerisk og oplevelsesorienteret. Det gør ikke forvirringen mindre, at udtryk som det musiske og det sublime hyppigt optræder som en art synonymer for det æstetiske. Psykologi, filosofi, pædagogik og kunstvidenskaberne har løbende diskuteret indholdet af det klassiske begreb æstetik og bliver næppe nogensinde færdigt med det. I denne bog forsøger forfatterne ikke desto mindre at indkredse begrebet. Formålet er at finde frem til, definere og operationalisere et æstetikbegreb, der er frugtbart og anvendeligt i forhold til nutidens pædagogiske og didaktiske arbejdsfelt og de uddannelser, der er knyttet hertil. Æstetik og læring indeholder kapitler om: De æstetiske ideers historie, et nutidigt æstetikbegreb, æstetik og læring, drivkræfter bag menneskets æstetiske virksomhed, æstetik og uddannelsestænkning og æstetiske læreprocesser i pædagogisk arbejde.

Socialpædagogik

Indhold

Socialpædagogik : integration og inklusion i det moderne samfund

Af Bent Madsen

 

Hvordan håndterer det sociale system mennesker, der ikke passer ind i systemet? Hvilke kompetencer kræves, hvis man skal være en del af et fællesskab? Hvad betyder det at stå udenfor, og hvordan skaber vi plads til forskellighed? Hvad er social integration og inklusion? Samfundets modernisering stiller stadig større krav til det enkelte menneskes evne til at indpasse sig. Mennesker, der ikke er i stand til at leve op til disse krav, ekskluderes fra de etablerede fællesskaber. De betegnes som uregerlige, utilpassede, ikke-aktivérbare, truende eller uden for pædagogisk rækkevidde. De udstødte bliver flere og flere, og eksklusionen af dem truer velfærdssamfundets sammenhængskraft. I Socialpædagogik – Integration og inklusion i det moderne samfund peger Bent Madsen på socialpædagogikken som en essentiel del af løsningen på dette konfliktfelt. For ham er det afgørende, at vi udvikler en moderne socialpædagogik, der fokuserer på afvigerne selv og ikke på deres sociale og kulturelle vilkår. Denne grundbog henvender sig til studerende og undervisere på pædagogseminarier, lærerseminarier og sociale højskoler samt alle professionelle, som arbejder med udsatte mennesker. Samtidig kan den læses som et indlæg i debatten om velfærdssamfundets fremtid, og som sådan appellerer den til alle med interesse i sociale problemstillinger.

Børn kan

Børn kan

Af Ben Furman 

 

Børn elsker at lære nye færdigheder og at opnå anerkendelse herfor, og de hader bebrejdelser og beskyldninger. "Jeg kan-metroden", der er udviklet af psykiater og psykoterapeut Ben Furman og hans medarbejdere, fortæller om en ny og anderledes tilgang til løsning af børns problemer, hvor man tager ovenstående påstand alvorligt. I stedet for at tale om problemer, taler man om færdigheder, barnet mangler at lære og opnår derved at gøre barnet til en aktiv part i problemløsningen i samarbejde med forældre og andre hjælpere.

Metoden opstod i midten af 1990'erne og er oprindelig udviklet til fire-syvårige børn, men den kan også bruges til ældre børn. I forordet skriver Jesper Juul blandt andet: "Denne metode vil være en udfordring for en del fagfolk, som har svært ved at give slip på det problemorienterede, men en gave til dem, der har tillid til børns ansvarlighed og kreativitet". I bogen gennemgås metodens 15 trin, og der gives eksempler på, hvordan den kan anvendes til løsning af mange forskellige problemer fra aggressiv adfærd, børn som lyver og stjæler, børn som er bange eller tisser i sengen. Bogens primærmålgruppe er behandlere, lærere og pædagoger, men også forældre, der selv ønsker at hjælpe deres barn, kan have stor nytte og glæde af den, fordi sproget er enkelt og klart

Empowerment

Empowerment : Professionel læring i praksis : En sundhedsfremmende intervention i en socialpsykiatrisk døgninstitution

Af Maja Lundemark Andersen

 

Afdelingen for Sundhedsfremme, Udvikling og Forskning i Århus Amt har gennemført og evalueret et tr¨årigt forsøgs- og udviklingsprojekt i et socialpsykiatrisk botilbud, hvor målet var at introducere empowerment som strategi til at skabe professionel læring i praksis.

 

Rapporten er en evaluering af dette projekt og søger gennem analyser og refleksion at omsætte erfaringer til viden. De processer som projektet satte i hang kan anvendes af andre, der vil skabe professionel læring i praksis.

 

Rapporten indeholder:

- Empowerment som strategi i det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde

- Empowerment som redskab til professionel læring

- Ideer og redskaber til empowerment i praksis

- Måder at håndtere professionel refleksion og evaluering af empowerment-arbejdet

Konsekvenspædagogik

Konsekvenspædagogik : en pædagogik om eksistens og social handlingskompetence

Af Jens Bay

 

I forlængelse af sin bog På vej mod konsekvenspædagogik (82/07) har forfatteren nu videreudviklet pædagogikken i et samspil mellem teori og praksis. Målgruppen er studerende, lærere og pædagoger. Indgangen er ønsket om at inddrage det sociale element i den pædagogiske praksis, hvor pædagogik handler om eksistens og dermed om at skabe mulighed og rammer indenfor menneskets personlige dannelse og sociale forståelse. Med udgangspunkt i det individuelle menneske, som altid har muligheden for et valg og også må tage konsekvensen af sit valg, tager konsekvenspædagogikken sit afsæt i det filosofiske i stedet for det psykologiske. Mange erfaringer er indhentet sammen med pædagoger og unge, der i forskellige sammenhænge har haft brug for konsekvens for at overvinde dårlige oplevelser i skole- og behandlersystemet. "Den moralske værdi af en bestemt handling i en bestemt situation skal vurderes ud fra de konsekvenser, den har for andre menneskers frihed og for den handlendes egen frihed og fremtid". Ansvar for egen læring er først reel, når den implicerede føler ejerskabet til de problematikker, der skal overvindes. Bogen er et led i en kritisk diskussionen om, hvad pædagogik er og hvad det bør være. Forfatteren mener, at selv børn og unge med dårligst tænkelige personlige og sociale udgangsposition kan opnå en social handlingskompetence ad pædagogisk vej

Læreprocesser

Læreprocesser : Socialpædagogisk arbejde med unge på Hjulmagerstien

Af Inge M. Bryderup, Ingrid Lanan og Mette-Marie Ravenkjær

 

Bogen omhandler det socialpædagogiske arbejde med unge mennesker på døgninstitutionen Hjulmagerstien. Fokus er lagt på arbejdet med de unge i døgnragi, og de praktiske problemstillinger diskuteres mens teroien forklares ud fra eksempler.

De unge og deres baggrund beskrives, statistik fremlægges, evaluering diskuteres og praktiske projekter vises.

Kernebegreber som  tid, rum fleksibilitet og ressourcetænkning som grundlaget for de unges udviklingsmuligheder tages op i en pædagogisk kontekst og analyseres ud fra en total læringsvinkel, hvor læring skal forstås i personlig forandrings regi og ikke kun som uddannelse.

 

Læring i praksis

Læring i praksis : Et sociokulturelt perspektiv

Af Roger Säljö

 

Hvordan læring overhovedet finder sted, er et af de spørgsmål, der optager pædagogiske og psykologiske forskere i disse år. Hvordan fungerer samspillet mellem læring og omverden? Hvordan kan det gå til, at selv om menneskets hjerne ikke har gennemgået nogen nævneværdig forandring i de sidste mange årtusinder, formår mennesket alligevel til stadighed at øge sin viden og sine tekniske muligheder? Hvordan overføres viden fra generation til generation?
I Læring i praksis - et sociokulturelt perspektiv tager Roger Säljö, en af Sveriges førende teoretikere på det læringsteoretiske område, fat på disse grundlæggende spørgsmål. I Læring i praksis leverer han en imponerende redegørelse for sammenhængen mellem læring, kommunikation og menneskeskabte objekter i både historisk og aktuelt perspektiv. Bogen beskriver, hvordan mennesket gennem historien har forstået at fremstille stadigt mere sofistikerede redskaber til mediering af vores viden, og hvordan vi omvendt også formes af vores artefakter, af sprog, teknik og kultur.
Med teoretisk udgangspunkt i bl.a. Vygotskij, Lave, Cole og Scribner viser forfatteren, hvordan læring og videnstilegnelse foregår i et sociokulturelt samspil med andre mennesker og ikke alene som en individuel proces. Med stort overblik opsummerer Roger Säljö eksisterende teorier og forskning på området. Det sker i flydende sprog præget af overblik og overskud, der gør bogen let at tilegne sig trods dens høje teoretiske niveau.
Roger Säljö er professor i pædagogisk psykologi på Göteborg Universitet. Han har en omfattende række internationale publikationer om læring og udvikling i et sociokulturelt/kulturpsykologisk perspektiv bag sig.

Pædagogik og relationskompetence

Pædagogisk relationskompetence : Fra lydighed til ansvarlighed

Af Jesper Juul og Helle Jensen

 

Fremragende og relevant bog for alle der arbejder med eller interesserer sig for pædagogiske forhold. Bogen er meget omfangsrig, og indeholder mange gode artikler. Opbygningen er velgennemtænkt, det er via indholdsfortegnelsen meget nemt at finde netop det man søger. På denne måde bliver bogen en særdeles god og brugbar opslagsbog. Indledningskapitlet beskriver det pædagogiske landskab, som er baggrunden for bogens hovedbudskab, nemlig det som foregår mellem den voksne og barnet altså relationen og hvordan vi arbejder med at få skabt relationelle kvaliteter. I denne forbindelse kommes der en del ind på det personlige. Bogen er en god blanding af teori og praksis, og de problemstillinger der behandles er identificerbare for såvel pædagoger som lærere. Løbende gennem hele bogen er der eksempler, der detaljeret, nogen gange som citater og replikafskrifter, dokumenterer og anskueliggør de enkelte kapitlers og artiklers indhold. Bogen afsluttes med et hovedkapitel der omhandler forskellige relationer, forældresamarbejde og samtalen generelt. Børn der udfordrer er overskriften på de sidste sider, og passer godt med den aktuelle diskussion om den rummelige folkeskole.

Socialpædagogik og anbragte børn

Socialpædagogik og anbragte børn

Af Ida Schwartz

 

Forfatteren gør op med forestillingerne om, at socialpædagogik er et spørgsmål om at sætte sig behandlingsmål og vælge rigtige metoder - pædagogik forstået som målrationelle forestillinger gør børn til objekter for professionel planlægning, siger Ida Schwartz.
Det er muligt, siger hun, at tilrettelægge læreprocesser på mangfoldige måder, og det er vigtigt at finde veje i samarbejde med børnene sådan, at pædagogen bliver partner i deres forsøg på at erobre verden.

Socialpædagogisk metodeudvikling

Socialpædagogisk metodeudvikling : Forskningsevaluering af et fotoprojekt på Projekt- og Døgninstitutionen Hjulmagerstien

Af Inge M Bryderup, Gry Andsager og Søren Nagbøl

 

Fra forlagets beskrivelse:

Socialpædagogisk metodeudvikling indeholder en beskrivelse af en forskningsevaluering af et socialpædagogisk metodeudviklingsprojekt på Projekt- og Døgninstitutionen Hjulmagerstien, hvor man gennem en 2-årig projektperiode har anvendt foto som redskab i det socialpædagogiske arbejde med de indskrevne unge. Forskningsevalueringen er foretaget som en kvalitativ interviewundersøgelse blandt medarbejdere og unge på Projekt- og Døgninstitutionen Hjulmagerstien.

Forskningsevalueringen perspektiveres med teoretiske diskussioner af socialpædagogikkens ændrede samfundsmæssige funktioner og opgaver. Udviklingen af tidssvarende metoder i socialpædagogikken går således hånd i hånd med den pædagogiske sociologis behov for at nytænke forholdet mellem individ og samfund, herunder de klassiske sociologiske begreber om integration, normalisering mv.

Denne udgivelse indeholder tillige en supplerende artikel om en udstilling af kollager, som en af de unge i fotoprojektet har haft i tilknytning til projektet. Kollagerne er lavet af Ingo Simonsen, og artiklen er skrevet af lektor Søren Nagbøl.