Retsplejeloven

Kapitel 18 § 169-170

169. Tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillet hverv, må ikke uden samtykke af vedkommende myndighed afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. For medlemmer af Folketinget kræves samtykke af tingets formand og vedkommende minister.
   Stk. 2. Nægtes samtykke, kan retten, såfremt forklaringens afgivelse findes at være af afgørende betydning for sagens udfald, pålægge vedkommende myndighed over for retten at redegøre for grundene til nægtelsen. Finder retten herefter, at hensynet til hemmeligholdelse bør vige for hensynet til sagens oplysning, kan den bestemme, at vidneforklaring skal afgives. Dette gælder dog ikke, hvis nægtelsen er begrundet med hensynet til statens sikkerhed, til dens forhold til fremmede magter eller med hensynet til tredjemands liv eller helbred.

Ændringer:
Ændret 12/6 2003 ved 2003-06-10-ÆL.436 (LF 218 02-03), jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne, 1/6 1965 ved 1965-04-21-ÆL.149, jf. det under § 168 anførte, 1/7 1958 ved 1958-05-10-ÆL.125, 27/6 1954 ved 1954-06-11-ÆL.173 og 1/1 1938 ved 1937-05-07ÆL.135.

§ 170. Mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse, må vidneforklaring ikke afkræves præster i folkekirken eller andre trossamfund, læger, forsvarere, retsmæglere og advokater om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed.
   Stk. 2. Retten kan pålægge læger, retsmæglere og advokater, bortset fra forsvarere i straffesager, at afgive vidneforklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige til, at forklaring afkræves. Sådant pålæg kan i borgerlige sager ikke udstrækkes til, hvad en advokat har erfaret i en retssag, som har været betroet ham til udførelse, eller hvori hans råd har været søgt.
   Stk. 3. Retten kan bestemme, at forklaring ikke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lovgivningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig betydning.
   Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder også for de pågældende personers medhjælpere.

Ændringer:
Ændret 1/4 2008 ved 2008-03-12-ÆL.168 (LF 17 07-08), 1/7 2000 ved 2000-05-31-ÆL.428 (LF 14 99-00),jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne , 1/6 1965 ved 1965-04-21-ÆL.149, jf. det under § 168 anførte, 1/7 1938 ved 1938-04-15-ÆL.151 og 1/1 1933 ved 1932-07-23-ÆL.209, jf. 1930-04-15-L.127.